At blive forældre siges at være noget af det lykkeligste, der kan overgå en her i tilværelsen. Men fødslen af en lille nyfødt medfører naturligvis også en masse problemstillinger, der skal løses - startende med barnets navn.
Men så er det jo dejligt, at ordet kompromis eksisterer. Et forældrepar fra Colne i Lancashire i England havde nemlig fået sin sag for med at finde et navn til deres nyfødte søn. En ting kunne de dog blive enige om - han skulle navngives efter en spiller fra favoritklubben Burnley.
Valget faldt på Jensen Preston efter blandt andet Brian Jensen, som er moderens, Amanda, favoritspiller. Men man vil jo så nødigt skuffe nogen, så det lykkelige forældrepar fik da lige flettet hele Burnley-truppens navne ind som mellemnavne.
Dermed endte den lille purk med at bære navnet: Jensen Jay Alexander Bikey Carlisle Duff Elliott Fox Iwelumo Marney Mears Paterson Thompson Wallace Preston.
- Vi kunne ikke blive enige om et mellemnavn, så vi tænkte: Hvorfor ikke tage hele holdet. Vi har nu syv børn, og dette bliver nok vores sidste, så vi tænkte, hvorfor ikke finde på noget helt anderledes, fortæller den stolte far, Stephen, til Daily Star.
Tipsbladet.dk ønsker Jensen Jay Alexander Bikey Carlisle Duff Elliott Fox Iwelumo Marney Mears Paterson Thompson Wallace Preston al godt i fremtiden - og den døbende præst held og lykke!