Den tidligere OB-keeper Roy Carroll har efterhånden været uden job i et halvt år. Omkring 1. februar blev nordireren løst fra sin kontrakt i Superliga-klubben, men siden har han - på trods af talrige forsøg - ikke formået at finde sig en ny arbejdsgiver. Men nu er lykken måske vendt for målmanden, der også har et ophold i Manchester United på cv'et. Roy Carroll er tæt på en kontrakt med Preston North End.
- Vi snakker med Preston om et muligt skifte. Roy har tilbragt en uge i klubben, og han er meget imponeret over omgivelserne, og han er tændt på at vise klubbens og dens tilhængere, at han fortsat er en topmålmand, siger Carrolls rådgiver, Simon Dent til sportinglife.com.
Preston er netop rykket fra den næstebedste engelske række, The Championship, og ned i League One. Roy Carroll har indtil nu spillet to træningskampe med fin succes for sin måske kommende klub.