Med folk som Thomas Kahlenberg, Daniel Jensen, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner afsat til klubber, der alle ser et stort lys i dem, er det efterhånden småt med danskere rundt om i Europa, der er milevidt fra startopstillingen i deres respektive klubber. Morten Duncan Rasmussen er dog en undtagelse.
Angriberen er fortsat i Celtic, der på ingen måde har indikeret, at de ønsker at bruge danskeren i start 11'eren. Omvendt har de heller ikke lyst til at sælge ham. Det fortæller klubben på et pressemøde fredag.
- Jeg skal have en snak med Morten på mandag omkring hans fremtid. Vi skal finde ud af, hvad han vil, hvad hans planer er, og derefter må vi beslutte, hvad der skal ske, siger Celtic-manager Neil Lennon ifølge sporten.dk og fortsætter:
- For mit vedkommende er jeg glad for, at Morten er kommet, og hvis det stod til mig, ville jeg gerne beholde ham sæsonen ud. Det er altid godt at have en angriber mere, for det øger konkurrencen om pladserne.
Morten Duncan Rasmussen har været udlejet hele tre gange, siden han i 2010 skiftede Brøndby ud med Celtic - seneste mellemlanding blev gjort i tyrkiske Sivasspor. Duncan har dog fastslået, at han ikke ønsker at blive lejet ud mere.
Angriberen har stadig halvandet år tilbage af sin kontrakt med den skotske storklub.