Siden Ronaldinho for lige knap et år siden sagde farvel til AC Milan og goddag til sit hjemland og Flamengo, har formkurven peget én vej for den engang så hæderkronede midtbanespiller - nemlig opad. Brasilianeren har for alvor fundet sig selv under de hjemlige himmelstrøg, hvorfor han igen er inde i billedet til landsholdet.
Dermed kan man roligt fastslå, at Ronaldinho har været en klar forstærkning for Flamengo, men den tidligere Barcelona-spiller har så sandelig ikke fået løn derefter. Han har nemlig slet ikke fået løn.
I starten gik det meget godt med at få indbetalt Ronaldinhos - uden tvivl skyhøje - løn, men sidenhen har det knebet gevaldigt, og status lige nu er, at Flamengo skylder Ronaldinho 12 millioner kroner, eller hvad der svarer til fem månedslønninger. Selvom Ronaldinho efter mange år som en af branchens bedst betalte på ingen måde lider nogen nød uden de 12 millioner kroner og formentlig ikke sulter af den grund, irriterer det ham naturligvis, at han ikke får udbetalt sin løn, og derfor skulle han efter sigende være begyndt at spejde efter en ny arbejdsgiver.
Og det kan de lide at høre hos rivalerne fra Corinthians, der angiveligt allerede er ved at klargøre et bud på den feterede superstjerne. Og storklubben skulle have gode chancer for at overtale Ronaldinho til et skifte, da han skulle foretrække at blive i Brasilien.
I første omgang er bolden dog stadig på Flamengos banehalvdel, og Ronaldinhos agent og bror, Roberto de Assis, siger til brasilianske medier, at han har givet Flamengo en deadline, der hedder den 25. januar til at få bragt orden på de manglende lønudbetalinger.