Cris færdig i Galatasaray
Den tyrkiske storklub Galatasaray forstærkede sig i sommer med den brasilianske forsvarsspiller Cris, der kom til klubben efter 11 år i franske Lyon. Den 35-årige brasilianer underskrev ved den lejlighed en et-årig kontrakt, men så lang blev samarbejdet ikke.
De to parter har nemlig valgt at gå hver til sit efter bare fire måneder. Cris har således fået revet sin kontrakt i stykker onsdag eftermiddag.
Opholdet i Tyrkiet har ikke udviklet sig, som Cris på forhånd havde håbet på, og da han tilmed har haft svært ved at falde til på det personlige plan i Tyrkiet, er kontrakten blevet ophævet. Han opnåede 15 kampe for storklubben. Havde han spillet ti mere, var hans kontrakt automatisk blevet forlænget.
Det vides endnu ikke, hvor Cris fortsætter karrieren.