Generelle

Dalglish hylder ramt Bellamy

Craig Bellamy sørger over tabet af Gary Speed, men det forhindrede ham ikke i at levere en flot præstation mod Chelsea.

I søndags fik Liverpools waliser, Craig Bellamy, lov til ikke at deltage i hjemmekampen mod Manchester City, da nyheden om Gary Speeds død havde ramt angriberen så hårdt, at han ikke kunne få sig selv til at spille fodbold.

I går aftes havde Bellamy dog meldt sig kampklar, hvilket han i den grad også var. Liverpool vandt Carling Cup-opgøret ude mod Chelsea med 2-0, og her var Craig Bellamy nemlig manden bag begge oplæg.

Den flotte præstation fra angriberen glæder derfor også Liverpools manager, Kenny Dalglish, ekstra meget.

- Craig er en fantastisk fodboldspiller, som havde en yderst sørgelig dag i søndags. Han anså Gary Speeds som sin mentor, siger Dalglish til football365.com.

Liverpool er med sejren over Chelsea nu videre til turneringens semifinale.