Dansk keeper siger nej til League One

Mikkel Andersen vil gerne ud af sin fastlåste position som marginalspiller i Reading. Alligevel har han sagt nej til tilbud fra klubber i League One.

Mikkel Andersen står i skyggen af Adam Federici og Alex McCarthy i Championship-klubben Reading. Derfor har han længe søgt at komme væk. Deadline er 25. november, hvor vinduet for lejeaftaler i de lavere engelske rækker lukker.

Men danskeren vil ikke videre for enhver pris. Han vil have spilletid i en liga, hvor der er noget på spil, og derfor har han også sagt nej til at blive lejet ud til klubber i League One - ligaen hvor han sidste år fik masser af spilletid for Bristol Rovers.

- Jeg har haft et par tilbud fra nogle store klubber i League One, men jeg føler ikke, det er godt for min karriere at lige nu at gå ned på så lavt et niveau. Derfor har jeg sagt nej tak. Jeg kigger dog stadig efter muligheder og håber, jeg kan blive lejet ud, siger Mikkel Andersen til tipsbladet.dk.

Den nu tidligere U/21-landsholds-målmand kigger dog også frem mod januar, hvor alle klubber igen kan handle spillere. Til den tid ønsker han at finde en permanent løsning på sin klubsituation. I sommer ville han gerne til Danmark, og han friede sågar til Brøndby, da Stephan Andersen blev solgt til Evian.

- Jeg så en mulighed i Brøndby i sommer, da Stephan Andersen blev solgt, men de vurderede, at de ville satse på noget andet, og jeg har ikke hørt fra dem. Alle muligheder bliver overvejet lige nu, for jeg ønsker at spille så meget, jeg kan komme til. Jeg vil bare gerne stå i den bedste række i et land, om det så er i Danmark eller et andet sted i Europa.

- Jeg ville elske at komme hjem til Danmark og vise mig frem for den danske befolkning og for landstræneren, for EM er stadig en drøm for mig. Men jeg er også realist. Jeg ved godt, at jeg skal spille i den bedste række et sted for at komme i betragtning til det. Jeg arbejder hårdt hver dag i Reading, og så må vi se, hvilke muligheder der kommer, siger den 22-årige målmand.

Mikkel Andersens kontrakt med Reading løber til sommeren 2013.

Seneste nyt på tipsbladet.dk