Dansk Reading-keeper tættere på spilletid

Reading har lejet andenmålmand Alex McCarthy ud, og danske Mikkel Andersen kan dermed se frem til at stige i klubbens målmands-hierarki.

Mikkel Andersen har ikke just haft nogen supersæson i Reading. Australske Adam Federici har været suverænt førstevalg, og den engelske U/21-landsholdsmålmand Alex McCarthy har taget sig af bænkevarmer-tjansen under holdets Championship-kampe.

Nu er der skabt lys for enden af tunnelen. Reading har lejet McCarthy ud til Leeds, hvorfor Mikkel Andersen formentlig kan se frem til at blive førstereserve for Federici.

- Gennem hele sæsonen har vi haft en række klubber, der var interesserede i at hente Alex på lån til League One, men de muligheder har ikke været det rigtige, fordi vi føler, at Alex er én af de bedste unge målmænd i landet. Det har været uheldigt for Alex, for i ham, Mikkel Andersen og Adam Federici har vi tre top-målmænd, siger Reading-manager Brian McDermott.

Leeds har lejet McCarthy for en måned, fordi Andy Lonergan har brækket en finger og derfor ikke er til rådighed for klubben den næste måned. McCarthy er med i Leeds' trup allerede i weekenden mod Leicester, hvor Paul Rachubka formentlig står mellem Leeds-stængerne.

Mikkel Andersen udtalte i slutningen af oktober til tipsbladet.dk, at han - ligesom McCarthy - har sagt nej til at blive lejet ud til klubber i League One, fordi han mener, niveauet er for lavt. Til nytår har Andersen halvandet år tilbage af sin aftale med Reading, og danskeren er blevet lun på en retur til dansk fodbold. Han forlod AB for Reading i 2007.

Seneste nyt på tipsbladet.dk