Den irakiskfødte fodboldspiller Mustafa Hassan har i dag fået lov til at optræde for et dansk landshold, efter han i dag fik grønt lys af FIFA.
Hassan fik egentlig allerede dansk statsborgerskab tilbage i januar 2009, hvor han bestod indfødsretsprøven. FIFA's regler foreskriver dog, at man skal have haft sit pas i fem år, før man kan skifte landshold. En regel der er opfundet for at undgå at nogle lande "køber" sig til et landshold ved at lokke med guld og grønne skove for et statsborgerskab.
Siden 2009 har DBU kæmpet en kamp for at få dispensation for den regel. Den sagsbehandling blev afsluttet 11. august i år, så Mustafa Hassan nu er klar til at tørne ud for et dansk landshold.
I øjeblikket vurderes han dog ikke til at være god nok til sin årgangs landshold, men U/19-landstræner Per Andersen anser det til gengæld for sikkert, at Hassan havde fået spilletid på unglandsholdene, da han var 16-17 år, hvis han altså havde fået lov at stille op.
I øvrigt har Brøndby i dag ophævet sin kontrakt med det 20-årige talent, og i følge pressemeddelelsen fra DBU skifter Hassan til 1. divisionsklubben HB Køge, hvilket klubben dog ikke selv har bekræftet.