Der var dansk deltagelse fra start, da FC Twente fredag tog imod Heracles i den hollanske Æresdivision. Joachim Andersen fik lov at starte inde for tredje gang i træk efter en periode uden for banen, og han takkede ved at få den helt afgørende rolle i fredagens kamp.
Joachim Andersen var nemlig manden, der skabte jubel for Twente i fredagens hjemmekamp. Allerede efter ti minutters spil kom Andersen på tavlen med en flot træffer, der skabte stor jubel på lægterne.
Efter den tidlige danske scoring bølgede kampen frem og tilbage med pæne tilbud i begge ender. Twente havde dog overtaget i store dele, og i afslutningen, hvor Heracles forsøgte at skubbe højere op blev der lukket flot ned. Dermed kunne Joachim Andersen og FC Twente glæde sig over en vigtig sejr på 1-0.
Med sejren er Twente oppe på syvendepladsen i den bedste hollandske række, og ligger dermed i spil til playoff om Europa League. Twente har hentet 27 points i 19 kampe.