21-årige Daniel Pedersen er sammen med fire nordmænd gået ind i projekt "Chester City," der går ud på at redde den engelske klub, der er i alvorlige økonomiske problemer.
Chester City er blevet sat til salg for 8,50 kroner, men udover købsprisen skal en køber også medregne en skattegæld på 249.000, ligesom man som udenlandsk investor skal stille en bankgaranti på fem millioner kroner. Det skriver Randers Amts Avis.
Redningsholdet har haft kontakt med en del interesserede investorer, der er villige til at skyde penge ind i projektet. Penge og strategi for klubbens fremtid skal findes og laves inden 10. marts, hvor klubben skal for retten og kan blive erklæret konkurs.
- Der er ikke længe til, men vi tror stadig på det. Vores arbejde indtil videre har vist, at det ikke er umuligt. Der har heldigvis været mange mindre firmaer, der synes, det er en sjov idé, og klubbens fans er også helt med på planen. Det kunne være så fedt, hvis det lykkes, siger Daniel Pedersen i et interview med Randers Amts Avis.
Chester City ligger i den femtebedste engelske fodbolrække, National Conference, hvor de ligger sidst og står med en pointscore på -3 efter, de tidligere på sæsonen blev fratrukket 25 point.