Del Piero ville ikke udskiftes med Skoubo
Foto: AP/Polfoto
Generelle

Del Piero ville ikke udskiftes med Skoubo

Morten Skoubo fortæller i Tipsbladet om sin specielle tid i indiske Delhi Dynamos.

Morten Skoubo har endegyldigt lagt støvlerne på hylden efter sit eksotiske ophold i indiske Delhi Dynamos. Den indiske Super League har i de seneste år forsøgt at tiltrække opmærksomhed ved at lokke store, falmende stjerner til ligaen, og Delhi Dynamos var ingen undtagelse.

Den altoverskyggende hovednavn på holdet var Alessandro Del Piero, der ganske vist fyldte 40 i i løbet af sæsonen, men stadig havde en intakt fodboldlyst. Det er med afstand den største spiller, Morten Skoubo har spillet sammen med, men det var primært også netop kampene, holdkammeraterne så Del Piero ved. 

- Han trænede ikke så meget med os, han kørte mere sit soloshow. Han er jo en kæmpe spiller og måske blandt de tre bedste set over 15-20 år. Han trænede meget for sig selv, og han havde sit eget crew omkring sig. Han spiste frokost med os, når han syntes, han havde lyst til at spise med os. Så han kom og gik lidt. På sin vis har det været fedt at spille med ham, men jeg tror, mine venner synes, det er federe, end jeg egentlig synes. Jeg har jo haft et par trøjer med hjem til vennerne, som har været utrolig glade for dem,” siger Morten Skoubo.

Del Pieros distance til holdkammeraterne eksemplificeres glimrende ved, at Morten Skobo kun omtaler ham som ”10’eren” eller ”italieneren.” Han var heller ikke selv i tvivl om, hvem stjernen var, hvilket især kom til udtryk i en af holdets første kampe. Del Piero var i forvejen knotten over at starte ude i sæsonpræmieren, mens Skoubo og Junker dannede frontduo, og da italieneren to kampe senere skulle skiftes ud med netop Skoubo efter 75 minutter, strittede han imod.

- Jeg tog mit tøj på og gik op til sidelinjen, og fjerdedommeren viste så skiltet, hvor der stod nummer 10 og nummer 7. Så stod han inde midt på banen og kiggede ud på træneren, og træneren gik lidt rundt og kiggede ned i jorden. Så kiggede han [Del Piero] ud og signalerede ”Nej nej, jeg har det okay.” Træneren gik stadig og kiggede ned, og jeg stod derude og tænkte ”Okay, det er rimelig sjovt, hvis han nægter at blive skiftet ud.” Der gik omkring fem-seks sekunder, og så vinkede han bare afvisende til træneren, som om ”Jeg er okay, jeg skal ikke skiftes ud nu.” Til sidst vinkede træneren tilbage: ”Kom nu ud.” Der gik nok 15 sekunder, 20 sekunder, langt tid hvor han bare stod der. Jeg tænkte, at det er simpelthen så vildt, at ham italieneren tænker ”Nu skal han ind i stedet for mig, men det er mig, der er den store, og som folk kommer for at se.” Det endte så med, at han gik ud til sidst. Desværre. Det kunne ellers have været sjovt, hvis han havde nægtet, griner Skoubo, der dog også lagde mærke til Del Pieros kærlighed til spillet.

- Han elskede jo fodbold. Man kunne se i den sidste kamp, da han scorede et mål på frispark, hvor meget det betød for ham. Det havde jeg kæmpe respekt for, for jeg ville selv have det sådan lidt ”Nå, det er fint. Skal vi komme i gang igen?” Men han havde virkelig den passion for det stadigvæk, og det synes jeg er imponerende i en alder af 40 år, når han har opnået alt det, han har opnået.

Læs meget mere om Morten Skoubos specielle oplevelser i Indien i Tipsbladet - køb det i dag sammen med Ekstra Bladet.