Di Maria hylder Chile efter skuffelse
Foto: Ricardo Mazalan/Polfoto
Generelle

Di Maria hylder Chile efter skuffelse

Angel Di Maria ærgrer sig over brændte chancer i Copa America-finalen, men har ros til de vindende modstandere.

Argentina stillede med en uhyggelig offensiv, da man lørdag aften mødte Chile i Copa America-finalen. Stjerner som Lionel Messi, Sergio Aguero og Angel Di Maria kunne dog ikke få hul på værtsnationen, og da kampen nåede straffesparkskonkurrencen, kunne alt ske. 

Her indledte Lionel Messi med at score for favoritterne, men da Higuain og Banega skuffede fra 11 meter, kunne Chile juble over en stor og uventet triumf. Som vindere af Copa America blev holdet hyldet længe efter slutfløjt, mens Argentina skuffede måtte se på: 

- Endnu en gang var det ganske få sekunder, der blev vitale for udfaldet.. Samtidig lykkedes vi endnu en gang ikke med at nå vores mål. Vi gjorde alt for at vinde denne finale. Vi skabte mange chancer, og helt til sidst kunne Higuain have scoret på en stor chance, mens Rojo burde have haft et straffespark, siger Angel Di Maria, der dog har ros til vinderne fra Chile:
 
- De gjorde det flot og spillede deres chance. Taktisk set var det helt perfekt, hvad de leverede, erkender den argentinske stjerne. 
 
Angel Di Maria måtte selv forlade banen efter blot 28 minutters spil, da han pådrog sig en skade. Fra bænken kunne midtbanespilleren se sine holdkammerater løbe ind i en nedtur trods rolle som favoritter.