Drogba: Vil ikke være en byrde
Foto: Paul Chiasson/Polfoto
Generelle

Drogba: Vil ikke være en byrde

Didier Drogba glæder sig til at komme i gang hos Montreal Impact, men kræver tid for at blive klar.

Jublen var stor hos Montreal Impact tidligere denne sommer. MLS-klubben sikrede den rutinerede angriber Didier Drogba, der især er kendt for sin store tid hos engelske Chelsea FC. Her har han scoret på samlebånd, og er en stor signing for den amerikanske klub. 

Didier Drogba har dog brug for tid, selvom håbene er store for at se ham i aktion inden længe. Det understreger hovedpersonen selv, der arbejder med formen i øjeblikket: 

- Det er næsten to og en halv måned siden, at jeg har spillet. Jeg har brug for tid, og vi må se, hvad træneren siger. Det kan godt være, at jeg kommer til at spille snart, men jeg skal bidrage til holdet. Jeg vil ikke være en slags byrde for mit hold, og jeg har brug for at blive helt klar, siger Didier Drogba til MLS´ officielle website og fortsætter: 
 
- Det kulturelle er også vigtigt for mig. Jeg vil meget gerne lære byen at kende, for jeg var solgt af det projekt, klubbens ledelse præsenterede for mig. Det rammer helt præcist det, jeg gerne vil bidrage til, fortæller angriberen. 
 
37-årige Drogba optrådte senest hos Chelsea i 2014/15-sæsonen.