Svenske Björn Runström har været vidt omkring i sin karriere. Indtil nu har den 27-årige allerede spillet for klubber i fem forskellige nationer, og for et par år siden var han også et smut forbi Danmark og OB. Her blev angriberen aldrig for alvor nogen succes, for i 30 kampe for klubben blev det blot til syv scoringer, samtidig med at han aldrig formåede at bide sig fast i fynboernes startopstilling.
I det seneste år har han været tilknyttet Hammarby i Superettan i Sverige, men heller ikke her har han markeret sig. Således kan klubben ikke love ham spilletid i den kommende sæson, og derfor er han gået på klubjagt. Næste destination kan meget vel blive USA, hvor interessen ifølge hans agent er meget konkret.
- Der findes flere alternativer for Björn, men New England er en af de mest oplagte kandidater, siger spillerens agent Patrick Mörk til Sport-Expressen.se og fortsætter:
- Björn synes, at MLS er en spændende liga, men han ved ikke så meget om det, og han skal gøre sig bekendt med klubben, inden han træffer en beslutning, siger han.
Dermed kunne svenskeren ligne en erstatning for danske Rajko Lekic, som forlod New England i vinterpausen, efter at Lekic, som siden havnede i Lyngby, ikke kunne blive enig med klubben om en ny kontrakt.