Endnu en fodboldpræsident er suspenderet i FIFA-skandale
Foto: Patrick B. Kraemer/Polfoto
Generelle

Endnu en fodboldpræsident er suspenderet i FIFA-skandale

Præsidenten for det thailandske fodboldforbund, Worawi Makudi, er den seneste i rækken, der er blevet suspenderet af FIFA.

Skandalen om FIFA ser foreløbig ikke ud til at få en afslutning. Den etiske komité i FIFA har suspenderet endnu en fodboldpræsident, som mistænkes for svindel.

Denne gang er det Worawi Makudi fra det thailandske fodboldforbund, som er blevet suspenderet i 90 dage. Han har blandt andet været genstand for efterforskning i forbindelse med tildelingen af VM i 2018 i Rusland og VM 2022 i Qatar. Det skriver BBC.

Makudis suspendering er blot en af mange i de seneste uger. Først var det FIFA's præsident Sepp Blatter, som blev suspenderet, efterfulgt af FIFA's generalsekretær Jerome Valcke og UEFA's præsident Michel Platini.

Desuden meddelte FIFA fredag, at man har planer om at udlevere den tidligere generalsekretær for Caymanøernes fodboldforbund, Costas Takkas, til retsforfølgelse i USA.