Generelle

Erik R: Sædet er blevet varmere

Erik Rasmussens start som AGF-træner har ikke just været imponerende. Derfor er sædet under ham blevet varmere, indrømmer han.

Et enkelt point i fem kampe er, hvad det er blevet til for Erik Rasmussen og AGF i dette forår. Og den tidligere FC Midtjylland-træner indrømmer nu også, at hans sæde er blevet varmere.

- Naturligvis er mit sæde blevet langt varmere efter den her start. Et
point i fem kampe er jo ikke godt nok. Og får vi nu eksempelvis kun et
point mere i de næste fem kampe, og skal vi pludselig til at slås om nedrykning, så kan det da ikke udelukkes, at jeg bliver fyret, siger
Rasmussen til Århus Stiftstidende.

Den klare melding fra Rasmussen er ikke et tegn på frygt, men derimod en realistisk vurdering af tingene, som de er.

- Det er ikke fordi, jeg på nogen måde frygter for mit job, men en
ansvarlig ledelse skal jo hele tiden vurdere, om træneren er dygtig
nok, og om han har redskaberne til at skaffe resultaterne.

Erik Rasmussen får endnu en chance for en sejr på torsdag, når AGF tager imod AC Horsens hjemme på NRGi Park.