Tottenham havde sit hyr med Watford fra Englands næstbedste række, da de to mandskaber tørnede sammen i den engelske FA Cup fredag aften. Spurs gav et hav af chancer væk, men til sidst var det alligevel Premier League-favoritterne, der endte med at trække det længste strå.
Med tre minutter til pauseteen modtog Rafael van der Vaart bolden, og sekundet efter besluttede hollænderen sig for at lave opgørets eneste mål. Med et tørt venstrehug, der studsede lige foran Watfords keeper, gjorde han det til slutresultatet 1-0.
Også Everton er videre til næste runde i den traditionsrige engelske pokalturnering. Hjemme på Goodison Park ekspederede de Premier League-kollegaerne fra Fulham ud af turneringen med en sejr på 2-1. Danny Murphy bragte Fulham på 1-0 efter et kvarter, men lidt senere udlignede angriberen med det mundrappe navn, Denis Stracqualursi, til 1-1, og i 2. halvleg blev Marouane Fellaini matchvinder.
Lørdag er der op til flere store kampe på programmet i den engelske FA Cup. Blandt andet skal Manchester United et smut til Anfield Road for at møde Liverpool, mens Queens Park Rangers og Chelsea ligeledes krydser klinger.