Generelle

Ex-Lyngby'er sviner landholdsspillere

To landsholdsspillere hænges ud af en rasende Emeka Ezeugo efter hans hold tabte pokalfinalen.

Finalen i Indien ældste fodboldturnering, Durand Cup, stod i år mellem Churchill Brothers og Mahindra United.

En kamp Mahindra vandt med 3-2 og det skyldes i høj grad to indiske landsholdsforsvareres meget dårlige indsats. I hvert fald ifølge den tidligere Lyngby- og AaB-spiller Emeka Ezeugo, der i dag er træner for Churchill Brothers.

- Det var en meget dårlig kamp fra de to centrale forsvarere (Gouramangi Singh og Govin Singh, red.). De spiller for landsholdet, er det her måden de spiller på?

- De er ikke gode nok til noget niveau og kender ikke de grundlæggende ting i fodbold. Det undrer mig, hvordan de kan spille for landsholdet, fortæller nigerianske Emeka Ezeugo ifølge Goal.com.

Gouramangi har det seneste år været en vigtig del af det indiske landshold, hvor det blandt andet er blevet til en sejr i den interregionale landsholdsturnering, Nehru Cup.

Forsvarsspilleren vil dog ikke udtale sig om sin træners verbale overfald.

- Jeg vil ikke kommentere på dette her, men når tiden er inde vil jeg offentliggøre mine synspunkter, siger Gouramangi til Goal.com.

Durand Cup er Emeka Ezeugos første turnering som træner for Goa-baserede Churchill Brothers SC, men det er anden gang han er ude med riven. Tidligere har han også hængt sin landsmand Odafa Okolie ud i pressen.