Generelle

Fans jubler over Rioch-fyring

Fyringen af skotske Bruce Rioch vækker jubel blandt en stor del af AaB’s fans.

Man forbinder normalt en fyring med noget negativt, men i tilfældet med dagens fyring af Bruce Rioch i AaB er sagen en anden.

Faktisk jubler flere AaB-fans via fanforumet debatside.dk over, at den 61-årige skotte nu er fortid i klubben:

"Den bedste nyhed siden CL blev en kendsgerning.. I øvrigt bliver det spændende at se hvad Guldtræneren ( Poul Erik Andreassen) fra 1995 kan udrette i følgeskab med Guldassistenttræneren fra 2008," skriver brugeren Lunding.

Bohemka skriver:
"Det er godt at se handling fra AaB's side.
Jeg tvivler på at det vil vælte ind med point resten af efteråret. Trænerfyringer er notorisk lig med ustabilitet og usikkerhed i truppen. Det er helt essentielt at AaB nu indenfor meget kort tid melder ud hvem der skal overtage posten efter nytår.
Mest af alt er jeg glad for at Rioch ikke bliver belønnet for sin helt åbenlyse obstruktion af klubben. Det er endog yderst fortjent at han bliver sendt ud af vagten med mærkaten 'Utroværdig' klistret på sig."

Og brugeren Eagledrop holder sin glæde kortfattet:
"Tak Lynge!", lyder det blot.

Allerede den 13. september blev der oprettet en tråd med emnet: "Fyr Bruce Rioch!", som ind til i dag, hvor AaB fulgte opfordringen, havde vokset sig til en af de største på fanforumet.