Fodboldforbund sætter stopklods for europæisk profiltilgang i kinesisk fodbold
Som en direkte konsekvens af den seneste tids store tilgang af profiler fra europæisk til kinesisk fodbold forsøger det kinesiske fodboldforbund nu at sætte en stopklods for udviklingen.
Ifølge Yahoo Sports har fodboldforbundet indført en række begrænsninger for landets fodboldklubber, der helt naturligt vil bremse for tilgangen af udenlandske profiler i den kinesiske liga.
Begrænsningerne indebærer, at klubber højst må have tre udlændinge på banen af gangen. Tidligere måtte klubberne spille med fire spillere, der ikke var fra Asien, plus én spiller, der var fra et andet asiatisk land end Kina.
Samtidig skal klubberne spille med mindst én kinesisk spiller på højst 23 år, mens mindst endnu en skal sidde på på bænken.
Det kinesiske fodboldforbund lægger ikke skjul på, at reglerne bliver indført både for at fremme talentudviklingen og i den forlængelse for at bremse udviklingen, der har sendt en overflod af stjerner fra europæisk fodbold til Kina. De seneste omtalte skifter tæller Oscar fra Chelsea og Axel Witsel fra Zenit.