
Efter længere tids problemer blev den svenske stjerne Fredrik Ljungberg i forrige uge smidt på porten i amerikanske Seattle Sounders. Men det blev ikke til en særlig lang periode som arbejdsløs for Ljungberg, der allerede har fundet en ny klub.
Den karismatiske kantspiller bliver i USA, og fortsætter karrieren i Chicago Fire.
- Jeg har længe funderet over mit næste karrieretræk, og er meget glad for at blive Chicago Fires nye spiller, siger Ljungberg til klubbens hjemmeside.
Også direktøren er tilfreds med klubbens seneste scoop.
- Freddie er en spiller i absolut verdensklasse, og vi er meget tilfredse med, at han valgte at spille for os i Chicago, siger Frank Klopas.
Ljungberg og Chicagos første modstander bliver New York Red Bulls, der har en vis Hr. Thierry Henry på holdkortet.