Frost kan flytte Brøndby-kamp fra Skive
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Generelle

Frost kan flytte Brøndby-kamp fra Skive

Skive IK kan blive tvunget til at rykke pokalkvartfinalen mod Brøndby udenbys.

De fleste skibonitter har allerede sat et stort kryds i kalenderen i marts næste år. Her møder Skive IK nemlig Brøndby IF på hjemmebane i kvartfinalen i DBU Pokalen. En kæmpestor kamp for 1. divisionsklubben.

Der er dog opstået tvivl om, hvorvidt kampen overhovedet kan spilles i Skive. Klubben har ikke varme i banen på Skive Stadion, og da det er udelukket at installere dette i vintermånederne, kan Skive blive tvunget til at flytte kampen, hvis der er frostvejr i marts.

- Det skal stå lysende klart, at vi vil gøre utrolig meget for, at kampen mellem Brøndby og Skive bliver afviklet i Skive, siger Peder Christian Kirkegaard (V), Skive Kommunes borgmester, til Skive Folkeblad.

Også Niels Thorsted, der er direktør for Skive IK Elite, forsikrer, at man vil kæmpe for, kvartfinalen bliver afviklet i Skive.

- Kampen vil skaffe masser af mennesker på Skive Stadion, og de vil få en stor oplevelse. På alle faktorer vil den kamp give Skive noget positivt, siger han.

Skive IK er på niendepladsen i 1. division, mens Brøndby er på fjerdepladsen i Superligaen.