
Ligesom sin klubkammerat Neymar er Ganso gennem lang tid blevet sat i forbindelse med diverse europæiske storklubber. Det ene øjeblik var han på vej til Tottenham og det næste til Inter. Seneste klub der meldte sig på banen, var Porto, som kom med et konkret bud, men det blev blankt afvist.
Den 22-årige brasilianske landsholdspiller udtaler imidlertid, at han er utrolig glad for at være i Santos, og at han regner med at blive i klubben i et godt stykke tid endnu.
- Jeg har en kontrakt med Santos ind til 2015, og om jeg forlader klubben før, er op til Gud, siger Ganso ifølge skysports.com
- Uanset hvad er jeg rolig og jeg vil fortsætte med at arbejde. Jeg siger det igen, jeg er rigtig glad for at spille i Santos.
Direkte adspurgt om kontakten fra Porto, svarer Ganso:
- Jeg behøver ikke at kunne lide det beløb, som klubben bliver tilbudt (med reference til Portos bud, som skulle have været langt fra Santos' vurdering, red.), men jeg skal kunne lide, det som min familie og jeg bliver tilbudt lønmæssigt.
- Jeg har fået tilbud fra Porto, Corinthians og en lang række andre klubber. Hvis jeg ville skifte klub, havde jeg allerede gjort det, slutter den talentfulde offensive midtbanespiller.