Gareth Bale nedlagde Tottenham
Foto: Kerstin Joensson/Polfoto
Generelle

Gareth Bale nedlagde Tottenham

Gareth Bale kom i fokus mod sine tidligere holdkammerater, da Real Madrid slog Tottenham i Audi Cup.

Der var lagt op til gensyn, da Real Madrid tirsdag tørnede sammen med Tottenham. Gareth Bale stod overfor sine tidligere medspillere i Premier League, og waliseren var blandt de vigtigste aktører, da spanierne med 2-0 levede op til favoritværdigheden. 

Alligevel var det Tottenham, der var tæt på at chokstarte. Bolden var næsten kun lige givet op, da et indlæg havnede for fødderne af Erik Lamela, der fra tæt hold burde have bragt Premier League-mandskabet foran. I en intens indledning opstod flere intense situationer, hvor det flere gange kogte over for de to hold. 

Midtvejs i første halvleg kom der dog gang i måltavlen. James Rodriguez sneg sig mellem to forsvarsspillere, og nettede på noget så sjældent som et hovedstød fra den lille colombianer. Træfferen blev den eneste i første halvleg, som Real Madrid vandt med 1-0. 

Efter pausen faldt kampen en smule i tempo. Der var længere mellem chancerne, mens Tottenham i momenter forsøgte at sætte det spanske storhold under pres. Alligevel var det Real Madrid, der lukkede i slutfasen. Gareth Bale tog en flot tur op gennem banen, og bragede bolden mod mål. Michel Vorm i Tottenham-målet fik ikke ram på afslutningen, og måtte se denne passere til 2-0. 

Tættere på kom ingen af de to mandskaber, og dermed kunne Real Madrid lade sig hylde for sejren. Senere tirsdag møder AC Milan det tyske storhold Bayern München i Audi Cup.