Gerrards bøn til fans: Hold jer i ro

Foto: Scanpix
Liverpools Steven Gerrard håber, at FA Cup-kampen mod Manchester United vil blive husket som en god fodboldkamp frem for ballade mellem fansene.

På lørdag tager Liverpool imod ærkerivalerne Manchester United i FA Cuppens fjerde runde. United starter sandsynligvis med franskmanden Patrice Evra på banen, og det har fået flere til at frygte ballade mellem fansene, da venstre backen til dels er skyld i, at Luis Suarez har fået en længerevarende karantæne for en racistisk bemærkning.

Liverpools kaptajn, Steven Gerrard, er derfor nu ude med en lille bøn til de entusiastiske fans.

- Vi har alle sammen et ansvar for, at kampen bliver husket for fodbolden. Liverpool og Manchester United er kæmpe store konkurrenter, og det vil afspejle sig i både aviserne og mellem fansene, siger Gerrard til epsn.co.uk og fortsætter:

- Vi vil bare ikke have forsider eller historier fra kampen, som handler om andre ting end en fodboldkamp mellem to tophold. Lad det bedste hold vinde.

Liverpool sikrede sig i onsdags en billet til Carling Cup-finalen efter en samlet sejr på 3-2 over Manchester City i semifinalen.


Seneste nyt på tipsbladet.dk