Det blev til sejre for Ghana så vel som Algeriet i gruppe C ved dette års Africa Cup of Nations, og dermed er de to lande videre som nummer henholdsvis et og to i puljen. Ghana besejrede Sydafrika på et André Ayew-mål syv minutter før tid, mens Algeriet hentede en 2-0-sejr over Senegal. Blandt andet på mål af Tottenhams Nabil Bentaleb.
Hvem de to lande skal møde bliver først afgjort i morgen, når de sidste kampe i gruppe D afvikles. Her møder Cameroun Elfenbenskysten, mens Guinea og Mali tørner sammen. Alt er åbent i den gruppen, hvor alle fire kampe hidtil er endt 1-1.
I forvejen har Tunesien og værtslandet Ækvatorialguinea kvalificeret sig til et indbyrdes opgør, ligesom Congo og DR Congo mødes i den anden kvartfinale. Kampene afvikles 31. januar og 1. februar.