Tobias Grahn er i øjeblikket uden kontrakt efter et ophold i den svenske klub Mjällby, og derfor træner han for tiden med i Malmö FF. Men det er ikke Malmö FF, der har været inde i billedet til den nu 31-årige svenskers underskrift, men derimod Mjällby, GAIS, Örebro eller en amerikansk klub. Det kan dog ende med et helt andet scenario.
- Hvis jeg ikke får et tilstrækkeligt attraktivt tilbud, så kan det sagtens være et alternativ at stoppe. Selvfølgelig har jeg tænkt den tanke, siger Grahn til Kristianstadsbladet.
Stadig er der kontakt mellem Mjällby og Tobias Grahn, men de to parter er stadig meget langt fra hinanden. Derfor truer Grahn nu med at lægge støvlerne på hylden, hvis ikke Mjällby lægger lidt flere kronor i posen.
- Jeg har sagt til Mjällby, hvad jeg vil have ud af at spille, så det ved de. Men du skal tale med Mjällby om kontrakten. Jeg har modtaget et tilbud, som er godt, men nu skal jeg fejre jul, og overveje det. Så må vi se, når det bliver januar, siger Grahn.
Grahn, der har en fortid i blandt andet OB, AGF, Randers og Lyngby, kan derfor stoppe karrieren med et cv, der lyder på 11 forskellige klubber i seks forskellige lande.