DET ER LET NOK at sætte etiketter på folk. Slagsbroderen Stig Tøfting, gambleren David Nielsen og den tavse Peter Skov-Jensen. Problemet er bare, at virkeligheden er mere kompliceret end vi i bladverdenen har ord til at udtrykke. Tøfting er på mange måder også et forbillede, David Nielsen en stabil kraft og Skov-Jensen i en snæver kreds decideret ordrig.
Det passer bare ikke ind i den form, vi presser spillerne ned i. Men nogle gange gør spillerne selv meget til at blive fastholdt i en rolle. Tag bare Jesper Grønkjær som i interview efter interview det ene år efter det andet fremstår som den anderledes prof-spiller, med distance til det hårde liv på grønsværen, de store penge og berømmelsen.
OG DET ER da måske også sandt nok, at Grønkjær især tidligere gav udtryk for noget i retning af at han egentlig havde det bedst med at spille fodbold for sjov - og herhjemme. Men så tog han altså til Ajax Amsterdam og derfra til Chelsea og Birmingham. Det sidste var ikke en fejl, men Grønkjær tilstår, at han henover efteråret blev klogere på det som i sommer lignede et selvmål af rang. Men Jesper var i vildrede, fordi moderen var død og familien i Danmark føltes tættest på, sålænge han med sin lille familie opholdt sig i England.
Det er nu korrigeret. Efter nytår optræder Grønkjær for Atletico Madrid i den spanske liga, der havde bud efter ham i sommer. Og man kan for landsholdets skyld håbe på en optur for fløj-angriberen med det risiko-betonede spil. Men så er det at man for 117. gang skal lægge øjne til ord om outsideren fra Thisted. Eller rettere ubegrundede og løse påstande.
JESPER GRØNJÆR kan i interview på tv/radio og i den skrevne presse lige efter eller før landskampe virke flegmatisk og tale så langsomt, at det virker som om han distancerer sig fra begivenheden. Men hvis man følger ham nøje på banen får man øje på en nogle gange og stadig mere næsten over-gearet spiller, der bl.a. gør en del for at få sin direkte modstander til at se mere end skidt ud. Også overfor dommeren. Som mod Sverige under EM. Og man husker også en hår-rykker mod Pavel Nedved og et helt unødvendigt rødt kort i VM-kvalkampen mod Tyrkiet.
Det hedder sig om Grønkjær at der er andre ting i livet, der for ham er vigtigere end fodbold. Men hvilke? Det kommer frem i interview, at han i Chelsea-tiden har været ude og se både den ene og den anden London-klub i kamp, ligesom han er med i en oddset-klub med kammerater hjemme fra Thisted. Hvis ikke det er fodbold-interesse, så ved jeg snart ikke. Omkring halvdelen eller flere af de spillere jeg interviewer orker slet ikke at rejse sig fra sofaen, og en stor del følger kun tv-fodbolden sporadisk.
HAN NÆVNER så familien og føler sig fortsat langt hjemmefra. Det er OK. Men der skal så lige slås en streg under, at han altså aldrig bliver den, der ringer til Se & Hør for at fortælle at han skal giftes, men hvilken landsholdsspiller gør i øvrigt det?
En anderledes og intelligent fyr, der tænker meget over tingene, hedder det. Mere alvorlig i sin tankegang end andre spillere. Han nyder anonymiteten, selv om den er sjælden i den her branche, siger Brian Laudrup, hvis efternavn ødelagde en del for ham. I sommer traf Grønkjær det sikre valg, da Birmingham og Spanien var mulighederne. Han tænkte med hjertet mere end med hjernen, hedder det. Og konkluderende: ni ud af 10 ville have gjort det samme. Ja. netop. Og ni ud af 10 gør ingen rigtig outsider.
