Generelle

Groningen: Femi får en ny chance her

Oluwafemi Ajilore får en ny chance i Groningen, der ikke påtænker at skille sig af med ham på trods af forlydender om det modsatte.

Groningen sagde i går farvel til svenske Petter Andersson, der skiftede til FC Midtjylland, og skal man tro flere mediers udmeldinger vil Groningen også af med den nigerianske midtbanespiller, Oluwafemi Ajilore, der var lejet ud til Brøndby i sidste sæson.

Klubbens tekniske direktør Henk Veldmate fortæller dog nu, at Femi får en ny chance i den hollandske klub.

- Femi er fit, han træner godt og er tilbage i truppen. Han er en del af truppen og velkommen tilbage her. Han vil få en ny chance. Indimellem finder du en god løsning på en situation, der er groet lidt fast, og derfor tog Femi til Brøndby i sommer. Det var godt for ham, men blev så desværre ikke så succésfuldt, som vi alle havde håbet. Han har et år tilbage her, og det er det, vi forholder os til, siger Henk Veldmate til tipsbladet.dk.

I øjeblikket er der, i følge Veldmate, ingen klubber, der har meldt deres interesse for Femi, og derfor skal han formentlig bevise sig på ny, hvis han skal gøre sig forhåbninger om til næste sommer at tage et nyt karriereskridt op af stigen.

I første omgang er afgangen af Petter Andersson ingen lykke for Femi, idet Andersson har sine forcer som offensiv kraft på den centrale midtbane.