Gytkjær med foden på speederen: Vil slå rekorder
René Schütze/Polfoto
Generelle

Gytkjær med foden på speederen: Vil slå rekorder

Rosenborg er med fem kampe tilbage af Tippeligaen blevet mestre, men Christian Gytkjær vil ikke slappe af af den grund. Der skal slås rekorder.

Rosenborg blev i lørdags norsk mester, fordi de slog Molde med 3-1 på udebane. Med fem kampe tilbage af Tippeligaen er forspringet ned til Brann på andenpladsen på hele 18 point, og danskerklubben med Mike Jensen og Christian Gytkjær kan derfor hentes. 

Den suveræne sæson kan specielt tilskrives Christian Gytkjær, som har været helt fantastisk for klubben. 18 mål i 23 kampe lyder hans statistik på i ligaen - det er dobbelt så mange mål som nummer to på topscorerlisten har scoret. 

Men selvom mesterskabet allerede nu er hjemme, vil Gytkjær ikke slippe foden fra speederen. Der skal trædes til. Han afløste før sæsonen Alexander Søderlund, som i sidste sæson lavede 22 mål for Rosenborg, og den måltotal vil Gytkjær gerne slå.

- Det ville selvfølgelig være fedt at slå ham. Det er ikke utænkeligt, men mit mål har hele tiden været 20 scoringer, siger Gytkjær til Ritzau.

Det er ikke kun håbet om at indhentet Søderlunds 22 scoringer, der motiverer den effektive angriber. Rosenborg kan stadig nå at slå flest point i Tippeligaen nogensinde og største sejrsmargin ned til nummer to.

- Vi kommer ikke til at tage det roligt i de sidste fem ligakampe. Der er flere rekorder at spille om, og vi har en pokaltitel, vi skal tage, udtaler han.

Med så mange mål har Christian Gytkjær gjort landstræner Åge Hareide opmærksom på sig selv, og det glæder derfor angriberen, at Hareide var på tribunen, da Rosenborg slog Molde.

- Det er vel bare det, jeg mangler, ellers har jeg været med på alle niveauer. Det er fedt, at han kommer og ser kampene og følger med, men det er ikke noget, jeg tænker på i hverdagen. Det havde været cremen på toppen af lagkagen, hvis jeg var blevet udtaget.

Det er ikke kun Gytkjær, der har været god foran kassen for Rosenborg. Nummer to på klubbens topscorerliste er holdets anfører - danske Mike Jensen.