Hjalte Bo vil have mere

Hjalte Bo Nørregaard vil have mere. Foto: Sportsagency
FC Københavns midtbaneslider kunne i går skrive landsholdspiller på sit CV. Den 27-årige københavner har gennem lang tid været fast mand på sit klubhold, og debuten på landholdet er ikke det endelige stop for Hjalte Bo Nørregaard. Nu vil han have mere.

Fast mand på Danmarks måske bedste hold og nu landsholdsspiller. Det går rigtig godt for Hjalte Bo Nørregaard, som i går debuterede i den rød-hvide trøje. Men drømmene og ambitionerne stopper ikke her for Nørregaard. Der skal mere til.

- Det er jo en af de mål, man har sat sig i karrieren, at komme til at repræsentere sit land, så nu kan jeg jo sætte nogle nye mål. Det her giver mod på mere, sådan er det jo, mere vil have mere, siger Hjalte Bo Nørregaard til tipsbladet.dk.

Hvad der ligger i mere, og om han ønsker at komme videre fra FC København, vil Nørregaard ikke uddybe. Han har tidligere haft et mindre heldigt ophold i hollandske Heerenveen, hvor Hjalte Bo Nørregaard spillede fra 2005 til 2006.

Nu har den løbestærke midtbane måske igen fået lysten til udlandet, og med debuten på landsholdet kan et skifte komme tættere på.

Seneste nyt på tipsbladet.dk