Ilsø nyder sit kinesiske eventyr: Specielt og spændende
Illustration
Generelle

Ilsø nyder sit kinesiske eventyr: Specielt og spændende

Ken Ilsø valgte at tage til Kina for at få nye oplevelser. Indtil videre har tiden i Guangzhou været både spændende og speciel for danskeren. 

Det er efterhånden en måneds tid siden, den danske offensivspiller Ken Ilsø tog et overraskende skridt i karrieren, da han skrev kontrakt med den kinesiske klub Guangzhou R&F. 

Danskeren fik i februar ophævet sin kontrakt med den tyske 2. Bundesligaklub Bochum, og et par uger senere fik han altså en aftale på plads i Kina, hvor han siden har spillet to kampe. Senest blev det til en scoring i weekendens 6-2-sejr over Shanghai Shenxin, og Ken Ilsø trives godt i sin nye kinesiske tilværelse 

- Det har været en spændende tid. Der er nogle ting, som man bliver overrasket over, fordi man ikke har prøvet det før. Der er for eksempel sådan noget som klimaet, hvor jeg oplever noget helt nyt. Når vi flyver til udekampe, kan vi flyve fra 25 grader her i det frodige syd til at der kun er fem grader og koldt, når vi kommer frem til kampe i nord. Det er ret specielt. Men jeg er blevet mødt af en liga, som har overrasket mig positivt, siger Ken Ilsø til tipsbladet.dk.

Rent fodboldmæssigt har han også skulle vænne sig til noget nyt. 

- Jeg var godt klar over, at kineserne var hurtige, men spillet er i højt tempo, og spillerne har god teknik. Jeg kan til gengæld bidrage med noget i forhold til det taktiske og placeringsevnerne. Det har været spændende at komme ind under en træner som Sven-Göran Eriksson, der er en fantastisk træner. Det kræver sin mand at skulle forklare noget meget konkret til en flok af spillere, der skal have oversat det efterfølgende. Det har været nogle gode uger, siger Ilsø. 

Der er store forventninger til Ken Ilsø i Kina, for når han er hentet til klubben fra Europa, skal han gerne kunne bidrage med noget ekstra. 

- Generelt er vi udlændinge hentet hertil for at være profiler, så hvis jeg ikke bliver det, kan jeg ikke bruges. Det er ikke en walk-over-liga. Det er stærke modstandere og gode spillere, så det er ikke bare en liga, hvor man går ind og sætter sig på det hele fra starten. Jeg skal bruge noget omstillingstid, og man skal vænne sig til måden at spille på herovre, siger han. 

Ken Ilsø har skrevet en et-årig kontrakt med Guangzhou R&F, men begge parter har mulighed for at stoppe samarbejdet til sommer. Indtil videre nyder Ilsø dog det kinesiske eventyr, for det er netop de nye oplevelser – også uden for banen, der har lokket Ilsø, som tidligere har studeret kinesisk og er meget interesseret i asiatisk kultur. 

- Min plan var at komme til et helt nyt fodboldland og prøve en helt ny liga, kultur og levevis. Det er hele pakken, det handler om. Hvis jeg havde et mål om at komme til Real Madrid, ville det her være at trappe ned, men for mig handler det også om oplevelser. Jeg vil gerne have oplevelser og anderledes udfordringer som menneske. Jeg har prøvet at spille i Bundesligaen, og jeg ved, at jeg også kan begå mig på det niveau, men det trækker i mig at prøve en helt ny verden og en helt ny liga, siger Ken Ilsø, der i øvrigt skriver flittigt om sit nye kinesiske liv på sin nyoprettede blog still-tripping.com

Men hvad så med fremtiden? Er klubskiftet til Kina et tegn på, at Ken Ilsø nu er færdig med europæisk fodbold eller kan man se ham vende tilbage til Danmark og dansk fodbold engang i fremtiden? Det har den 27-årige dansker ikke lagt sig fast på.

- Jeg har ikke gjort mig så mange tanker om fremtiden. Som udgangspunkt er jeg taget af sted på en rejse fodboldmæssigt og som menneske. Så længe min lyst til at rejse og til at opleve nye kulturer er der, vil jeg fortsætte med det. Jeg prøver at lade være med at planlægge for langt ud i tiden. Der kan alligevel ske noget helt andet end planlagt, så jeg vil hellere træffe beslutninger efter, hvad jeg mærker er det rigtige. Jeg vil ikke udelukke noget, men lige nu er det Kina, og så må jeg se, hvad rejsen bringer fremover, siger han.