I sidste uge kom det frem, at den tidligere landsholdsspiller Kenneth Perez var tæt på et skifte til Al-Mesaimeer Sports Club i Qatar. Perez, der tidligere på sommeren stoppede i den hollandske mesterklub Twente, leder i øjeblikket efter en klub at spille i, indtil han med stor sandsynlighed stiller støvlerne på hylden næste sommer.
Her lignede et år i den rige oliestat Qatar en oplagt mulighed, men midtbanespillerens agent kan nu fortælle, at skiftet til Al-Mesaimeer Sports Club er lagt i graven.
- Det blev ikke til noget. Det gled faktisk ud, inden vi for alvor kom igang. Det er lidt specielt dernede (i Qatar, red.), fordi sheikerne skal ind over, så det er ikke kun trænerne, der bestemmer, siger John Sivebæk til tipsbladet.dk.
Efter sigende var det træneren i Al-Mesaimeer, hollandske Danny Hoekman, der ønskede Kenneth Perez på sit hold, men han fik altså ikke gennemtrumfet danskeren. I stedet leder Perez og Sivebæk nu efter en anden klub.
- Vi arbejder videre, for Kenneth vil gerne spille et år mere. Og der har da også været et par forespørgsler siden, fortæller Sivebæk.
Finder snart 36-årige Kenneth Perez ikke en tilfredsstillende klub, har han tidligere luftet tanken om at stoppe karrieren allerede nu.