Island har fundet den landstræner, der skal føre dem længere frem i det europæiske fodboldhierarki. Lars Lagerbäck blev for kort tid siden præsenteret på et pressemøde på Sagaøen.
- Det er meget tilfredsstillende at kunne præsentere Lars som ny landstræner i de kommende år. Det er stort for islandsk fodbold, og vi giver Lars tid til at få holdet til at fungere, siger præsident for det islandske fodboldforbund Geir Thorsteinsson på pressemødet.
Samme Thorsteinsson indrømmer desuden, at forbundet har haft en samtale med den irske legende Roy Keane om jobbet. Lars Lagerbäck glæder sig over, at det i sidste ende endte med at blive ham, der bliver træner for Sölvi Ottesen, Rurik Gislason og co.
Lagerbäcks første store opgave bliver at føre Island nådigt gennem kvalifikationen til VM i Brasilien i 2014, hvor Island er i gruppe med Norge, Slovenien, Schweiz, Albanien og Cypern. Lars Lagerbäck afløser Olafur Johannesson, der stoppede efter EM-kvalifkationen.
Den tidligere Randers- og OB-træner Lars Olsen har været nævnt i forbindelse med jobbet, men han må altså fortsætte sin jobjagt lidt endnu.