Jesper Hansen på udkig efter ny klub: Ved ikke, hvad fremtiden bringer
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Generelle

Jesper Hansen på udkig efter ny klub: Ved ikke, hvad fremtiden bringer

Den nu tidligere Bastia-målmand Jesper Hansen er på udkig efter en ny klub.

Han havde stor succes i FC Nordsjælland og var i sæsonen 2011/12 med til af vinde det danske mesterskab - hvorfor han også i sæsonen efter deltog i Champions League med nordsjællænderne. 

I 2012 tog han skiftet til Frankrig og Evian, mens turen sidste sommer gik videre til Bastia, som han efter kontraktudløb nu har forladt. 

Han havde mulighed for at forlænge med Bastia, men valgte det ikke. Derfor er han nu på jagt efter en ny klub. 

- Der var en mulighed for at forlænge, men den gjorde klubben ikke brug af, og det har jeg også været indforstået med. Jeg har ikke spillet så meget dernede, så nu er jeg på sommerferie og ved ikke rigtig, hvad fremtiden bringer, fortæller han til Frederiksborg Amts Avis.

Målet er for Jesper Hansen at finde en klub i udlandet. 

- Selv om jeg ikke har spillet så meget, så er jeg meget optimistisk omkring at finde en anden klub i udlandet og finde et sted, der passer til mig og min familie. Men jeg har det sådan, at jeg lytter til alt og ser på, hvad der kan komme af interessante ting. eg er selv meget åben. Det skal også være nogen, som gerne vil have mig rigtigt. Jeg har ikke lyst til at skifte for bare at skifte. Jeg skal kunne se noget i det. Men jeg ser også realistisk på situationen, og jeg har nogle gode rådgivere, der hjælper mig, og det er rart at have i denne her situation, slutter han.