Jim Larsen foran historisk bedrift

For første gang siden 1995 har en Rosenborg-midterforsvarer scoret seks mål på en sæson. En dansker står bag den flotte bedrift. Navnet er Jim Larsen.

Jim Larsen skiftede i marts til Rosenborg. Den 26-årige dansker er blevet en succés i Trondheim-klubben, for klubben og Larsen selv har rejst sig efter en historisk dårlig sæsonstart, hvor det blot blev til ét point i de første fire Tippeliga-kampe.

Den tidligere Silkeborg-spiller blev kastet for løverne få dage efter skiftet, og han var derfor med til at tabe til Brann, Stabæk og Frederikstad, inden lykken vendte.

- Det var en virkelig hård start for mig. Jeg kom herop og havde meget kort tid, inden jeg skulle spille den første kamp. Jeg var syg og måtte spille på penicilin. Vi har skullet spille mange nye ind i løbet af sæsonen, og derfor har vi ikke været særlig stabile. Men det er gået meget frem for os og for mig selv i løbet af sæsonen, og alt i alt har det været en acceptabel sæson indtil videre, siger Jim Larsen til tipsbladet.dk.

Der er to runder tilbage af denne Tippeliga-sæson. Molde har vundet mesterskabet, mens Tromsø og Rosenborg kæmper om at slutte på andenpladsen. Netop de hold mødes efter landskampspausen i en kamp, der kan afgøre, hvem der får sølvmedaljerne.

- Sølvmedaljerne er målet, efter Molde er blevet mestre. Får vi dem, kan vi være nogenlunde tilfredse efter en svingende sæson. Personligt føler jeg, at jeg har spillet okay. Jeg har træner godt og stabilt og kun misset en enkelt kamp. Og så har jeg jo fået scoret en række mål, påpeger den danske midterforsvarer.

Det vilde scoringssnit
Og faktisk har Jim Larsens scoringssnit været en stor historie i det norske. Ikke siden 1995 har en midterforsvarer (Björn Otto Bragstad) scoret lige så mange mål på en sæson, som Larsen har gjort i sin første i Rosenborg. Seks stykker er det blevet til.

- Når man spiller på et tophold, får man flere dødbolde, og dermed bliver der også flere muligheder for som forsvarer at komme med frem. Mod Rosenborg er modstanderne ofte opmærksomme på vores dygtige angribere, og det har givet lidt ekstra plads til mig. Det er rart at score mål, men det er nu ikke sådan, at jeg har et fast mål for, hvor mange jeg skal score. Jeg scorede jo også tre for Silkeborg i de 16 kampe, jeg fik i sidste sæson. Og det snit passer jo nok meget godt med det, jeg har opnået heroppe, siger han.

Kun angriberne Rade Prica (16) og Mushaga Bakenga (9) overgår Jim Larsen på Rosenborgs topscorerliste for sæsonen. Jim Larsen spekulerer ikke videre over at blive historisk ved at toppe Bragstads seks mål fra 1995 ved at score mindst et mål i de sidste to kampe. For ham handler det om at sikre klubben sølv'et, og så ser han i øvrigt frem mod næste sæson.

- Jeg glæder mig til at få en hel opstart i Rosenborg og være med fra start i stedet for at blive kastet hovedkulds ind i det. Jeg føler mig mere på plads i Norge nu, og jeg føler mig tryg ved spillestilen og ligaen. Jeg kender modstanderne, og jeg har mere indblik i Tippeligaen nu, og så ser jeg selvfølgelig frem mod at forsøge at vinde mesterskabet. Det vil altid være målet i en klub som Rosenborg.

Seneste nyt på tipsbladet.dk