Tidligere på året havde FC Luzern den transferfrie dansker Daniel Jensen til prøvetræning i klubben. Dengang forlød det, at det var et spørgmsål om tid, før schweizerne skrev med danskeren, men det blev aldrig til noget.
Nu har FC Luzern, i følge Neue Luzerner Zeitung, set sig varm på en anden dansker. Den vragede Wolfsburg-spiller Thomas Kahlenberg er på toppen af listen over kandidater til positionen som styrmand på midtbanen, som blev ledig, da 34-årige Hakan Yakin i starten af oktober blev løst fra sin kontrakt med FC Luzern, der efter 16 spillerunder ligger nummer to i den bedste schweiziske liga.
FC Luzerns præsident Walter Stierli skulle allerede være igang med at planlægge et besøg i Wolfsburg for at snakke med Felix Magath om en januartransfer for Kahlenberg, der træner med klubbens reserver og ikke har fået et eneste spilminut for Wolfsburg i denne sæson.
Stierli ønsker hverken at be- eller afkræfte, om FC Luzern er interesseret i den 28-årige dansker, og han siger, at han ikke kender noget til et fremtidigt besøg i Wolfsburg. Luzern-præsidenten bekræfter dog avisens oplysninger om, at han kender Felix Magath personligt.
Thomas Kahlenberg selv har tidligere givet udtryk for, at han har opgivet muligheden for et comeback på førsteholdet i Wolfsburg. Derfor håber han også selv på et skifte til en anden klub i januar. Han har dog slået fast, at det ikke er hans prioritet at komme hjem til Danmark.