Kræftramt spiller efter comeback: Skønt at være tilbage
.
Generelle

Kræftramt spiller efter comeback: Skønt at være tilbage

I weekenden gjorde Benjamin Köhler comeback for Union Berlin efter at have siddet udenfor i mere end et år.

I starten af februar 2015 fortalte Union Berlin, at klubbens spiller Benjamin Köhler havde fået konstateret kræft.

Köhler havde kontrakt med hovedstadsklubben frem til sommeren 2015, men Union Berlin valgte umiddelbart efter diagnosen at forlænge kontrakten med midtbanespilleren.

- Benny er og forbliver en vigtig del af Union berlin-holdet. Hans sygdom er et chok for alle, men vi er sikre på, han trækker i Union Berlin-trøjen igen, sagde klubben dengang.

Den 23. juli 2015 stod det klart, at kemoterapien havde virket efter seks ugers behandling, og Köhler vendte tilbage på træningsbanen. 

Og yderligere et halvt år senere, var Köhler så tilbage på Union Berlins førstehold, da han blev skiftet ind i weekendens kamp mod Eintracht Braunschweig. 

- Vores fans var fremragende. Der var mange, der råbte mit navn. Det var virkelig skønt at være tilbage på banen sammen med gutterne, sagde Köhler efter sit comeback.

Union Berlin har danske Jakob Busk i truppen og ligger i øjeblikket nummer otte i 2. Bundesliga.