Generelle

Læserne udfordrer: Jan Mølby

Der er ikke meget idyl over Odense denne torsdag eftermiddag, hvor mørket har sænket sig over H.C. Andersens by, og hvor regnen så småt begynder at sile. Missionen er et interview med Jan Mølby, der er i byen for at kommentere UEFA Cup-opgøret OB-Lens.

Meldingen hjemme fra redaktionen lyder på en halv times forsinkelse fra "Møllerens" side, så fotografen begynder så småt at sætte udstyr op, mens han stille bander over det uberegnelige efterårsvejr.

Undertegnede finder et bord bagest på café Franck A i centrum af Odense, hvor interviewet skal foregå. Eller nærmere: Hvor TIPS-bladets læsere går i kødet på Jan Mølby.

Den 43-årige Liverpool-legende stikker hånden frem og undskylder mange gange sin sene ankomst. Han sætter sig tilrette ved bordet, trækker den enlige nellike helt ind til væggen og bestiller en appelsinvand. Interviewet kan begynde.

Hvem anser du for at være den bedste spiller du spillede sammen med i Liverpool?

"John Barnes. Han var verdens bedste spiller i 1987 og 1988, selv om det var i Diego Maradonas storhedstid. Maradona var lidt op og ned, men Barnes var meget stabil som venstre wing for Liverpool. Han var stærk, hurtig, driblestærk og scorede masser af mål. Men det var kun i Liverpool-trøjen, det gik ikke på det engelske landshold. Barnes fik ikke kredit nok, for i 60'erne, 70'erne og 80'erne var man vant til gode spillere i Liverpool. Hvis man solgte en god spiller, så kom der en ny god spiller. Det var sjældent at man åbnede øjnene og sagde: "Nej, hvor er han god."

Ville du sige ja tak, hvis OB kom på banen med et tilbud om at blive træner/manager, hvis Bruce Rioch stopper?

Mads Clausen, Nyborg

"Ikke umiddelbart, nej. Den største grund er, at jeg ser mig selv som bosiddende i England, og det gør det svært uanset hvilket job man skal have i Danmark. Danske trænerjobs er da ellers ret attraktive."

Hvilke tendenser ser du for fodboldens fremtid?

Lars Christiansen, Holbæk

"Vi havde en lang periode, hvor fodbold var overorganiseret, og hvor det drejede sig om at stå godt på banen. Men der skete ikke nok i forhold til at udvikle spillet. Enerne blev slugt og holdet var det vigtigste. Nu kommer vi tilbage til, at der også skal være plads til 10'erne. Der skal også være interesse for TV-selskaberne og for tilhængerne. Man er på vej tilbage til den måde, som klubberne tænkte på i 70'erne og 80'erne: Vi spiller for at underholde og vinde. I 90'erne så vi meget dødssyg fodbold. Det offensive spil er blevet bedre."

Hvorfor har mange danske spillere svært ved at begå sig i engelsk fodbold ?

Henrik Mølgaard, Hjørring

"Man skal huske på, at Premier League er blandt de tre bedste ligaer i Europa, så der skal et vist niveau til. Den engelske spillestil er blevet mere europæisk, men kan stadig være robust. Der spilles meget hurtigt og den taktiske opbygning som vi kender fra Danmark, den skal vi nok ikke bruge i England. Jeg tror også at mange danskere hurtigt taber humøret og så er det selvfølgelig svært. Hvis man er positiv, så er det et fremragende sted at spille. Spillerne er mere forkælede i dag end vi var. Der er flere folk at brokke sig til. Jeg skrev en treårig kontrakt med Liverpool i 1984, og ideen var at jeg skulle spille der i tre år. Jeg tænke ikke på at komme videre efter et år, selv om jeg ikke fik mere end 22 kampe i min første sæson. Det var der ikke tale om. Jeg ville i gang og blive en succes."

Føler du, at du fik nok ud af dit kæmpetalent som dansk landsholdsspiller?

Niels Aa. Vittrup, Hjøring

"Nej, det synes jeg ikke. I starten havde vi så mange gode spillere, så jeg vidste at jeg skulle vente på min chance. Jeg fik så min chance i kvalifikationskampene til EM i 1988, hvor jeg startede godt og scorede et par mål i de første par kampe. Derefter brækkede jeg foden og så blev det aldrig rigtig til noget igen. Så blev Richard Møller Nielsen landstræner og det var som om, at han allerede havde bestemt sig for, at jeg var en luksusspiller, som der ikke var plads til. Jeg har måske været med til over 60 landskampe, men bare siddet på bænken. 34 landskampe er ikke i nærheden af, hvad det burde være blevet til. Efter 0-2 kampen mod Jugoslavien sagde Richard til pressen, at der ikke var plads til både Michael Laudrup, Brian Laudrup og jeg på samme landshold. Det mente jeg nu nok der var – specielt på hjemmebanen, hvor vi skulle spille offensivt. Jeg mødte ham i sommeren 1991, hvor han spurgte om jeg ville spille sweeper på landsholdet og det ville jeg selvfølgelig gerne. Så hørte jeg aldrig fra ham igen før, han kom over til en kamp mod Everton. Jeg vidste ikke at han kom. Der kom en steward ind i omklædningsrummet og sagde, at der stod en dansker, som ville snakke med mig. Jeg sagde: "Jeg kommer, når jeg har klædt om og taget jakkesæt på." Det er også skidt af en landstræner at slå uden for og ikke har meddelt at man kommer. Jeg vidste ikke at det var ham. Måske var det prikken over i'et. Jeg blev årets spiller i Liverpool i sæsonen 1991/1992 og vi vandt FA Cup'en, så han kan ikke sige, at jeg ikke spillede godt."

Hvor tæt var du egentlig på at lave en aftale med Barcelona, var der noget om den historie?

Jens Jørgen Jacobsen, Værløse

"Jeg kunne ikke være tættere. Barcelona kom til Liverpool og så mig spille to kampe. Der var aftalt en transfersum på 1,6 millioner pund, og jeg fik et kontraktforslag på fire år fra Barcelona. Jeg spillede min sidste kamp mod Luton i 1990, hvor jeg scorede på straffespark og sagde farvel til spillerne. Efter kampen gik jeg op på klubbens kontor og skrev under på, at de kunne frigive min spillerlicens. Jeg havde skaffet flybillet sammen med min kone. Så blev jeg ringet op af en spansk radiostation, de kunne ikke engelsk, men jeg kunne forstå at handelen var afbrudt. Min manager Kenny Dalglish ringede kort efter og sagde, at der var problemer med, hvordan pengene skulle betales. Jeg havde ellers solgt både hus og bil. Michael Laudrup havde fundet et hus ved siden af ham og vi skulle have poolbord på loftet, hvor vi kunne hygge os. Koeman havde sprunget akillessenen og var væk i 10 måneder. Mit navn stod på en liste og Cruyff sagde: "Ham tager vi." På det tidspunkt var Cruyff lige kommet til Barcelona, og det kunne da have været sjovt at have været en del af det hold. Jeg fik et gudetilbud. Det var en tredobling af, hvad jeg tjente i Liverpool på daværende tidspunkt, men ikke den største i karrieren. Min største kontrakt nogensinde var den sidste i Liverpool."

Hvor står din trænerkarriere henne. Er den afsluttet? Hvad gik der galt?

Peter Thomsen, Åbyhøj

"Den er afsluttet, men jeg synes ikke at der gik noget galt. Den er 99 procent sikkert forbi. Det eneste jeg kigger tilbage på er, at der ikke var nok omtanke i mit første job som spillende manager i Swansea. Vi sluttede på Wembley i en play off-kamp. Jeg burde nok have ventet på et tilbud fra en klub, som lå i en højere række. Det var helt sikkert kommet, hvis jeg havde offentliggjort at jeg ville være træner. I England kigger de kun på resultater, de anerkender ikke andet. Jeg har fuldendt tre sæsoner som træner: En sæson i Swansea, hvor vi røg i play off-finalen, en sæson med oprykning med Kidderminster og en sæson på en 16. plads. Jeg kom senere til Hull, men problemet var at de havde for travlt. Der var 34 spillere i Hull og jeg fortalte ejeren, at jeg ikke kunne bruge én eneste af dem. Jeg blev fyret og Peter Taylor kom til klubben og gjorde det samme som jeg. Efter tiden i Liverpool fik jeg ellers tilbud fra både Coventry og Birmingham om at fortsætte som spiller, men jeg valgte at blive manager i Swansea."

Hvor mange tilbud har du fået fra Danmark og fra hvem?

"Det er unfair at sige fra hvem, men jeg har fået tre reelle tilbud som træner. To fra SAS Ligaen og et fra den næstbedste række. Der er kun en måde at gøre det på, og det er at jeg flytter til Danmark og giver alt hvad jeg har. Jeg har bare ikke lyst til at flytte til Danmark. Det første tilbud fik jeg i 1999 og det seneste fik jeg for 12 måneder siden."

Hvornår fik du senest et træner-tilbud?

Martin, Hellerup

"Det var i maj fra Tranmere Rovers. De har spurgt på mig før, hvor jeg har været i andre job. Jeg takkede nej."

Hvilket holdkammerat har været den mest sindssyge? Kunne et bud være Grobbelaar?

Henrik Sloth, Kolding

"Der er ikke andre. Bruce skulle altid overgå alt og alle. I 1987 da vi var på turne i Danmark var jeg ude med et brækket ben. Da vi havde spillet en kamp på Sjælland var vi på natklub i Næstved. Bussen havde 52 siddepladser og vi hev chaufføren med ind og han blev fuld. Vi spillere sad og sang bagved. Pludselig kom buschaufføren ned til os og fortalte at Bruce kørte bussen. Det var kl. 4.30 om natten og Bruce Grobbelaar kørte 25 kilometer på en dansk landevej. Han havde aldrig tidligere kørt i venstre side. Det er utroligt at vi alle lever i dag. Bruce drak heldigvis aldrig ret meget. Som 15-årig var han i krig i Afrika, han var speciel. Han gik altid på hænder og det gør han stadigvæk, når vi for eksempel angriber. Han er i øvrigt lige flyttet tilbage til England. Jeg ser ham tit. Som målmand var han rigtig god, dejlig at spille med. Bolde over hovedet og i dybden, dem kom han efter. Alle indlæg gik han efter. Desuden lavede han pragtredninger. Han var den eneste målmand på det tidspunkt, der kunne redde Graeme Sharps hovedstød på Wembley i 1986."

"Hvad er den vildeste bytur, du har været på?

Eskild Boje, Århus

"Det var vel bøsseturen i 1987. Jeg var sammen med fire kammerater, vi spillede snooker hele dagen og drak en masse bajere. Vi var i træningstøj og vi bestilte en taxi sent på aftenen og spurgte, om han kendte et sted, hvor vi kunne komme ind i træningstøj. Han kørte os hen på en bøssebar, men det endte med at vi blev bedt om at forlade stedet. Da vi kom ud vendte et par stykker en lille bil på hovedet. Vi blev anholdt fem minutter senere, men den dag i dag – 19 år senere – siger jeg stadig, at jeg ikke havde noget med det at gøre. Vi fik en bøde på 100 pund alle fem, men det kom frem i alle aviser. Jeg fik en masse tilbud om at blive fotograferet til alle mulige blade, som jeg ikke havde hørt om før, for der var folk som troede at jeg var bøsse, men det er jeg ikke. Allerede om tirsdagen da jeg kom til klubben lå de første beskeder fra bladene, men det holdt jeg mig fra.

Specielt Evertons fans synes det var sjovt. Når jeg løb ind på Goodison sang de: "Jan Molby is a homosexual".

Du har ind imellem været kritiseret for din skarpe kritik af landsholdet. Har du i perioder været FOR kritisk?

Jakob Vester, København

"Jeg startede under EM i 1996, og både der og ved EM i 2000 underpræsterede Danmark, og det gav mulighed for at kritisere. Måske var jeg den første af de såkaldte eksperter, der kritiserede. Siden Morten Olsen er blevet landstræner er kritikken blevet mindre. Han har svære betingelser, men får det optimale ud af det. Jeg fortryder måske en kritik op til en landskamp mod Wales, hvor jeg sagde at landsholdet er det dårligste i 25 år. Jeg fik ret i første omgang, for 48 timer senere taber vi 2-1 til Wales i Parken. Måske var det en forkert udtalelse, men jeg kom med den udtalelse på baggrund af, at de tidligere landshold var så meget bedre. Jeg skulle måske have sagt, at det var fordi de tidligere landshold var så gode. Men det er da en svær balance."

Den ultimative træner-drøm - ligger den i Liverpool FC?

Troels Jeppesen, Aalborg

"Ja, man får jo et forhold til en klub. Selv om jeg havde brækket foden i sæsonen 1987/1988 og kun spillede en håndfuld kampe, så var det nok det bedste Liverpool-hold nogensinde. Så jeg ved godt, hvad fansene vil have og det har ikke ændret sig. Det kunne da være sjovt at prøve at give dem det. I dag ser det ud som om, at det er på vej i enkelte kampe, men ser man dem i 30 kampe på en sæson, så mangler der en del. Vi er på vej mod år 17, siden det seneste mesterskab og det er ikke på vej. Holdet mangler bedre spillere over hele banen."

Hvad er dit største/værste øjeblik som spiller?

Ricky Nielsen, Vesterbro

"Pokalfinalen i 1986 mod Everton, hvor vi vinder 3-1. En pokalfinale på Wembley, hvor jeg udviklede mig til at være en af hovedpersonerne med afleveringer som skabte mål og jeg burde have scoret. Jeg driblede mig fri ved straffesparksfeltet og var helt alene med en lidt svær vinkel. Jeg kunne rulle den ind, men bankede til den og ramte hans venstre ben. Det var altså også stort at rykke op med Kolding i 1981. Første og eneste gang i Danmarks bedste række. Vi kendte alle folk, skolelærere, naboer osv. Dem som var træt af mig, fordi jeg ikke lavede andet end at spille fodbold. Så stod de lige der på Kolding Stadion og vi blev hyldet på Rådhuset. Det var stort for en 18-årig. Mit første mesterskab i Liverpool i 1985/1986 var også stort. Vi var otte point efter Everton, da der manglede 12 kampe, men vi vandt 11 og spillede uafgjort i den sidste. Everton var måske bedre end os dengang.

Det værste er de to tragedier – Heysel og Hillsborough. Man kan slet ikke forestille sig det. Jeg kan huske mere fra Hillsborough, for de prøvede at holde det væk fra os i Heysel. Vi var ikke klar over, hvor slemt det var. I Hillsborough brugte de bruserummene til at ligge folk ind, og vi kunne jo godt se, at de ikke alle sammen var i live. Vi sad derinde i et par timer og gik derefter ovenpå, hvor de fortalte at der var 94 døde. Det var slemt. I 1989 blev Anfield et sted, hvor folk kom og bad. Der kom en million mennesker til Anfield i den uge. Vi spillere sad og snakkede med familier, som havde mistet fædre og sønner. Klubben garanterede at der ville dukke minimum en tidligere eller nuværende spiller op til hver begravelse. Jeg var med til 10 begravelser. Ni sammen med Ian Rush eller John Barnes og alene til en. Det var de værste oplevelser, det var det sgu."

Hvorfor slog Ian Rush aldrig igennem i Juventus?

Rasmus Friis, Herning

"For det første ville han nok aldrig til Juventus. Han fik en agent, som var klar over at han havde guldfuglen i Europa. Det blev offentliggjort 12 måneder før han rejste. Juventus betalte for alt, og han skulle på italienskkursus og jeg tog med. Han var der to gange og jeg var der tre gange. Han har aldrig haft den her "nu skal jeg ned og slå til" – der manglede lidt. Han kom hjem til jul, hvor de havde en pause. Han var sammen med konen i to dage, så boede han ellers i min lejlighed. Jeg skulle jo sende ham i lufthavnen, når han skulle af sted. Men han ville ikke. Der var mange penge i Italien på det tidspunkt, og hvis udlændingekvoten var blevet øget fra to til tre, så var jeg taget med Rush."

Var det et hårdt slag at blive taget ved næsen af din "butler", en person, man ellers havde stor tillid til?

Henning Kirk, Herning

"Ja, det var det. Jeg mødte en fyr, som jeg kom til at kende. Han blev en fyr, som tog sig af det hele og kendte måske mere til mange af mine private ting end jeg selv gjorde – blandt andet bankkonto og pinkoder. På et tidspunkt hjalp han sig selv til nogle af mine penge, for eksempel ved at forfalske min underskrift på checks. Han nåede at løbe med 40.000 pund. Jeg fik halvdelen tilbage, da han blev fundet skyldig i 1991, men jeg har ikke set noget til den sidste halvdel."

Er det korrekt, at Peter Møller blev fornærmet på dig efter din kritik af ham?

Erik Meier, Frederiksberg

"Ja, det er det. Danmark spillede en venskabskamp mod Skotland op til VM i 1998, og der var meget snak om, at vi skulle finde en angriber. Peter fik chancen og Flemming Toft spurgte om min vurdering. Jeg mente ikke, at han ville være den angriber vi ledte efter. Peter Møller har ikke sagt noget til mig, men sagde noget til aviserne. Han havde da sine øjeblikke til VM – blandt andet mod Nigeria. Men folk kan jo kigge på hans statistikker, der ligger svaret."

Hvilen klub holder du med i SAS Ligaen?

Helle Rytter, København

"Jeg er jo egentlig OB'er, for da jeg begyndte at gå til fodbold med min far, da spillede Kolding i Danmarksserien. Der var Vejle i den bedste række og dem holder man ikke med, hvis man kommer fra Kolding. Så blev det OB. Vi kørte gerne til Odense mig og min far."

Er det korrekt at Arsenal altid har været din yndlingsklub – også da du var Liverpool-spiller, og holder du stadig med dem?

"Ja, det har altid været min yndlingsklub – i hvert fald op gennem 70'erne. Jeg tænkte ikke over det, da jeg spillede i Liverpool. Jeg tabte min første kamp på Highbury med 3-1 og vi spillede ad helvede til. Men det vendte lidt tilbage igen, da Wenger kom tilbage og det blev lidt mere seervenligt. Jeg synes Arsenal som hold og klub er fantastisk, men det får aldrig den plads, som Liverpool har."

Jeg har hørt, at Liverpool og Celtic er venskabsklubber. Stemmer det og hvorfor egentlig?

Lars

"Ja, det stemmer helt sikkert. Jeg kender ikke så meget til 60'erne og 70'erne, men købet af Kenny Dalglish startede vel noget specielt mellem de to klubber. Derudover synger vi den samme sang, som de mener er deres og de mener er vores. I 1989 spillede vi vores første kamp deroppe efter tragedien på Hillsborough til en helt fantastisk stemning. Det har ligesom gjort at de to klubber holder sammen. Celtic-fans og Liverpool-fans ser noget af sig selv i hinanden. Ronnie Whelan, Steve Nicol og Ian Rush spillede desuden testimonial mod Celtic.

Hvem bliver verdens bedste spiller i løbet af de næste par år?

"Jeg har jo en fidus til Wayne Rooney. Jeg har været 22 år i England og han er den bedste jeg har set. Han har de rigtige midler til at blive accepteret over hele verden. Rooney er en angriber, som er utrolig dygtig til at finde plads, skyder godt med begge ben, ser en aflevering, laver selv mål, er hurtig, stærk og vil vinde. Samtidig ligner han en dreng, der elsker at spille fodbold. Grunden til at han er lidt ustabil er pga. hans alder, men han er forfriskende at se på. Hans modstander er hans temperament. Han har fået unødvendige røde kort og har været involveret i noget uden for banen. Modstanderne går bevidst efter at hidse ham op, og det lykkes jo bl.a. for portugiserne under VM."