Den tidligere Randers- og OB-træner Lars Olsen blev for godt en måned siden bragt i spil som en seriøs kandidat til landstrænerposten på Island. Olsen forklarede tipsbladet.dk, at han godt var klar over, at hans cv lå i en bunke med kandidater til det trænersæde, der bliver ledigt, når Olafur Johannesson takker af efter islændingenes kamp mod Portugal på fredag.
I dag fortæller Rurik Gislason, at han overfor fodboldforbundets bestyrelse har talt varmt om Lars Olsen, som hentede ham til OB fra Viborg i 2009. Anbefalingen fra Gislason varmer.
- Det er kun dejligt, at Rurik har talt godt om mig. Og det er måske også netop på grund af sådanne anbefalinger, at jeg overhovedet ligger i bunken af kandidater, så det er jeg glad for. Omvendt ved jeg, at der er mange gode navne i spil, så der er intet, der er givet, siger Lars Olsen til tipsbladet.dk.
Den 50-årige træner er blevet noget mindre meddelsom omkring emnet, end han var for en måned siden. Faktisk ønsker han slet ikke at kommentere, om han har været i kontakt med det islandske fodboldforbund, eller om han stadig er inde i billedet.
- Det er irrelevant, hvem jeg har snakket med og ikke snakket med. Tiden kan kun vise, hvad der sker, og der er så mange ting, der kan komme i spil. Der skal nok blive meldt noget ud, hvis der bliver noget at melde ud. Derudover har jeg ingen kommentarer til det her emne, siger Lars Olsen bestemt.
Overfor fotbollskanalen.se bekræftede det islandske fodboldforbunds præsident Geir Thorsteinsson i går, at han forhandler med den tidligere landstræner for Sverige og Nigeria, Lars Lagerbäck. Thorsteinsson udtalte ligeledes, at han regner med, at forbundet kan præsentere en ny landstræner om godt 14 dage.
Den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen og den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting bragte i øvrigt for godt tre uger siden Lars Olsens navn i spil til den danske landstrænerpost. Et job som Lars Olsen naturligvis også finder interessant.