Generelle

Lerby: Rommedahl næsten klar for Olympiakos

Dennis Rommedahl kan formentlig kalde sig Olympiakos-spiller i morgen.

Gennem den seneste uge er forbindelsen mellem den danske landsholdsspiller Dennis Rommedahl og den græske storklub Olympiakos blot blevet varmere og varmere. Og nu er et klubskifte formentlig meget snart på plads. Rommedahls agent, den tidligere danske landsholdsspiller Søren Lerby, er således på vej til Athen i disse timer.

- Jeg flyver til Athen i dag for at forhandle de sidste punkter på plads med Olympiakos. Så jeg håber og satser på at det hele falder på plads i løbet af i morgen, så Dennis kan blive Olympiakos-spiller, siger Søren Lerby til tipsbladet.dk.

Dermed slutter flere måneders spekulationer om Dennis Rommedahl fremtid med al sandsynlighed. Landsholdsspilleren ønskede tidligere at forlænge sin kontrakt med Ajax Amsterdam, men den hollandske storklub ville ikke opfylde hurtigløberens krav om en to-årig kontrakt. Det vil Olympiakos, og derfor rykker danskeren nu fra Amsterdam til Athen.