Lodtrækning skal afgøre avancement
Foto: Polfoto
Generelle

Lodtrækning skal afgøre avancement

Guinea og Mali spillede atter 1-1 ved Africa Cup of Nations, og dermed skal der trækkes lod om videre deltagelse i gruppe D.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at spændingen har været på kogepunktet i gruppe D ved Africa Cup of Nations. Med 1-1 i alle kampe var alt dog på spil, da vinderne af onsdagens to opgør ville gå direkte videre i turneringen. Et scenarie, der dog ikke blev en realitet. 

Elfensbenskysten kan dog glæde sig over, at holdet har spillet sig videre i turneringen. Med 1-0 over Cameroun onsdag aften sikrede holdet sig avancement med et perlemål, da Max-Alain Gradel langt udefra bragede bolden op i målhjørnet. 

I kampen for at sikre sig videre deltagelse stillede Elfenbenskysten onsdag med stjerner som Yaya Toure, Kolo Toure og Wilfried Bony fra start. Turneringens favoritter så dog stadig skrøbelige ud.

I opgøret mellem Guinea og Mali er spændingen dog intakt efter opgøret. Med 1-1 på ny er de to hold begge på tre points med 3-3 i målscorer, og dette betyder, at der skal tages utraditionelle metoder i brug. En lodtrækning skal nu afgøre, hvilket af de to mandskaber, der kan glæde sig over videre deltagelse.