Michael Lumb vandt aldrig nogen popularitetskonkurrence i det halvår, han var i Zenit St. Petersborg, hvorfor den russiske klub valgte at leje danskeren ud hele to gange. Først til hollandske Feyenoord og senere til AaB, hvor Lumb som bekendt var en del af det hold, der sikrede nordjyderne endnu en Superliga-sæson.
Zenit skrev dog i sin tid en lang kontrakt med Michael Lumb, og det betyder, at klubben fortsat hænger på venstrebacken, efter at lejeaftalen med AaB er ophørt. Men det har den tidligere AGF'er det helt fint med. For selvom Zenit tidligere ikke var meget for gøre brug Lumb, er det ikke ens betydende med, at det fortsat er sådan.
- Planen er, at jeg skal tilbage til Rusland. Når lejekontrakten med AaB udløb, så har det hele tiden været planen, at jeg skulle tilbage til Rusland, det er dét jeg forbereder mig på, siger Michael Lumb, til sporten.dk og understreger som nævnt, at det bestemt ikke gør ham noget:
- Jeg vil faktisk gerne tilbage til Zenit for at kæmpe min chance. Jeg ved, at det bliver svært, men på den anden side er det også en chance, jeg gerne vil tage. Jeg har ikke fortrudt det skifte på nogen som helst måde, og jeg er meget villig til at kæmpe derovre og slå mit navn fast derovre, lyder det fra venstrebacken.
Michael Lumb fik en del oprejsning i AaB, men alligevel var det ikke nok til, at han blev udtaget U/21-slutrunden på dansk jord.