Mens Nicklas Bendtner og Christian Poulsen i spilletidens navn tog et skridt ned fra en storklub til en mindre fashionabel klubadresse på transfervinduets allersidste dag, var det ikke tilfældet for Michael Lumb. Den tidligere Superliga-profil er fortsat at finde i russiske Zenit Skt. Petersborg, selv om det var tæt på en exit i sidste uge.
- Jeg ved, at der var noget konkret på bordet til allersidst, men det blev ikke til noget, fortæller Lumb til tipsbladet.dk.
- Jeg tager det meget stille og roligt, at der ikke skete noget i transfervinduet. Nu bliver jeg her og kæmper, fortsætter venstre backen.
Og kæmpe det skal Michael Lumb. For chancerne for spilletid er alt andet end gode. Tidligere på sommeren spenderede Zenit omkring 100 millioner kroner på en ny spiller til Lumbs position på venstre back. Og som prisen mere end antyder, var det ikke en hvilken som helst spiller. Det var i stedet Domenico Criscito, der er fast mand på det italienske landshold.
Læs også: Zenit: Lumb forlader os
- Jeg har fået en italienske landsholdsspiller som konkurrent, og han er ikke lige sådan at slå af. På den anden side har det været svært lige fra starten af, så der er ikke andet at gøre end at træne så godt som muligt, bedyrer danskeren.
Gør han det, skulle der imidlertid også være en mulighed for på et tidspunkt at snuse lidt til spilletid. Zenit-træner Luciano Spalletti har således lovet sit danske indkøb, at han har muligheden for at komme i kamp, hvis han gør det godt på træningsbanen.
- Jeg kan godt se, at jeg er et stykke vej fra spilletid, men jeg har haft en god snak med træneren. Han har sagt, at jeg kan få chancen, hvis jeg byder mig til og gør det godt til træning, slutter Michael Lumb.
Lumb, der kom til Zenit Skt. Petersborg for halvandet år siden, tilbragte det meste af sidste sæson på lån. Først i hollandske Feyenoord, og siden i AaB, som han hjalp til overlevelse i Superligaen.