Lyngbys bøddel: Vi har skrevet historie
Lars Rønbøg / Getty Images
Generelle

Lyngbys bøddel: Vi har skrevet historie

Lyngby røg i går ud af pokalturneringen til Kjellerup fra 2. Division. Patrick Bang Nielsen scorede til 4-3 i den forlængede spilletid.

Kjellerup gjorde i bedste Liverpool-stil comeback fra at have været bagud 3-0 ved pausen mod Lyngby i pokalturneringen til at gå videre. Forskellen på Kjellerup og Liverpool er bare, at Kjellerup selv kunne afgøre det i den forlængede spilletid, da Patrick Bang Nielsen scorede sensationsmålet.

Hovedpersonen selv var noget paf efter kampen.

- Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har været med til noget vildere. Bagud 3-0 ved pausen, får et mål i anden halvleg og så vender det fuldstændig på hovedet. Jeg tror aldrig, at jeg har været så træt, som jeg er lige nu. Jeg har ikke spillet i de sidste par kampe, og så går vi hen og spiller 120 minutter - det er imponerende af drengene, at vi kan vende det her, siger Patrick Bang Nielsen til Midtjyllands Avis.

Lyngby stillede op til kampen uden en del af Superliga-profilerne, men det gør ikke oplevelsen mindre stor for Patrick Bang Nielsen. Han lægger i stedet vægt på, at Kjellerup spiller i 2. Division, mens Lyngby spiller i Superligaen, og at det derfor er historie, der er blevet skrevet.

Kjellerup er med sejren sikker på at skulle spille pokalfodbold på den anden side af nytår.