Malmö slår transferrekord i Sverige

Malmö FF's svenske mesterhold har oprustet i bestræbelserne på europæisk succes. Allsvenskans topscorer, Mathias Ranégie, er hentet for rekordbeløb.

Mathias Ranégie ser ud til at hente topscorertitlen i Allsvenskan med sine 18 mål efter 23 runder, og nu har han så opnået en ny titel. Titlen som den dyreste handel mellem to svenske klubber. Malmö FF har nemlig ifølge Aftonbladet betalt Häcken 12 millioner kroner plus 2.5 millioner, hvis MFF får succes i Europa League.

– Summen er måske den største mellem to svenske klubber nogensinde, siger Häckens sportschef Sonny Karlsson til Aftonbladet.

Malmö FF's sportschef Per Ågren er tilfreds med købet af den 27-årige målskytte, men vil ikke svare på, om der er tale om transferrekord.

- Nej, det ved jeg ikke, og jeg kommenterer ikke priser. Det er en rimelig pris med tanke på kvaliteten, og at han er allsvensk skyttekonge, siger Ågren.

De i alt 14.5 millioner kroner for Mathias Ranégie kommer dog ikke til at belaste Malmö FF's økonomi, da det er kapitalselskabet Euro Football Invest, der har financieret købet.

De eneste spillere, der er blevet handlet mellem to svenske klubber i samme prisklasse er Kim Källström, der tog fra Häcken til Djurgården i 2002 for 12.5 millioner, og Afonso Alves, der tog turen fra ôrgryte til Malmö for næsten 10 millioner kroner i 2003.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: