Hadets kamp volume 1 i den engelske FA Cup blev spillet tidligt lørdag eftermiddag på Loftus Road, hvor Queens Park Rangers og Anton Ferdinand tog imod Chelsea og John Terry. De to har fortsat et mellemværende fra en Premier League-kamp tilbage i oktober, hvor Terry er under anklage for at have talt i racistiske vendinger over for QPR-forsvareren.
Men englænderen er ikke dømt endnu, og derfor kunne han uden problemer være med i dagens kamp. Og det kunne man så sandelig også høre, at han var. Hver eneste gang den engelske landsholdsspiller var i boldbesiddelse, blev han mødt af taktfaste buh-råb fra hjemmepublikummet. Og det fortsatte nonstop i 90 minutter.
Det skal dog ikke gå op i Ferdinand vs. Terry det hele. De to hold havde også en FA Cup-kamp, der skulle spilles, og det blev den 100 procent af alle 22 spillere.
Der blev matchen igennem gået til vaflerne, og på mange måder var det en typisk, engelsk pokalkamp. Det var dog ikke ligefrem fordi, at de store chancer stod i kø.
Det kan Chelsea dog være ret så ligeglade med. Efter de 90 minutter kunne de nemlig fejre en 1-0-sejr over Queens Park Rangers. Afgørelsen faldt efter lidt over en times spil.
Daniel Sturridge blev nedlagt af Clint Hill i det kriminelle felt, og det udløste et straffespark til Chelsea, som Juan Manuel Mata sikkert udnyttede til 1-0 - som altså også blev kampens slutresultat. Dermed er det Chelsea, der er videre til næste runde i den traditionsrige pokalturnering.
For at slutte der, hvor det hele startede - ved sagen om Anton Ferdinand og John Terry - blev der tilføjet en ekstra lille krølle på den historie inden kampstart. Mange havde nemlig set frem til, om de to stridshaner ville trykke hånd inden kampen, som man normalt gør inden alle fodboldkampe i alle rækker. Men kort inden startfløjtet meddelte det engelske fodboldforbund, at man havde besluttet at droppe den seance på grund af de særlige omstændigheder. Så ingen af de 22 spillere sagde altså "god kamp" til hinanden, inden matchen blev sat i gang.
Joey Barton rakte dog hånden ud til John Terry, da de to i kraft af deres hverv som anfører trak lod ved midterlinjen inden kampstart.