For få timer siden offentliggjorde den svenske klub Elfsborg som ventet, at det bliver Kevin Stuhr-Ellegaard, der skal erstatte Jesper Christiansen på pladsen mellem stængerne. Den tidligere Randers-målmand blev præsenteret på en treårig kontrakt.
Og målmanden er ikke i tvivl om, hvad der var, der lokkede ham over Øresund.
- Medaljer. Jeg vil gerne vinde medaljer og er ikke tilfreds med at ligge midt i ligaen. Og så var det også rart at mærke, hvor interesserede klubben var i at få fat på mig. Der var ingen andre klubber, der viste lige så stor interesse som Elfsborg, og det føles som det rigtige valg for mig og min familie, siger Kevin Stuhr-Ellegaard til klubbens hjemmeside.
Også Elfsborgs cheftræner, Jörgen Lennartsson, udtrykker stor tilfredshed over aftalen med den danske målmand.
- Det føles godt, at målmandssituationen løste sig på så god en måde. Vi har holdt øje med Kevin i et stykke tid. Jeg kender ham både fra det danske landshold, den danske liga og Heerenveen. Han har en god rækkevidde, er god med fødderne, og ikke mindst er han erfaren. Han har jo spillet professionel fodbold i Danmark, England, Tyskland og Holland. Det er godt med en målmand, der både har haft op- og nedture i sin karriere, siger Jörgen Lennartsson.
Kevin Stuhr-Ellegaard havde inden skiftet til Elfsborg gået arbejdsløs rundt i mere end et halvt år.