Den fodboldgale nation, Argentina, fik i nat dansk tid en perfekt start på kvalifikationen til VM 2014, da holdet hjemme i Buenos Aires krydsede klinger med Chile.
4-1 vandt Argentina efter storspil af især Real Madrids Gonzalo Higauin.
Angriberen scorede nemlig hattrick i storsejren. Også Lionel Messi fik gang i målscoringen for sit hjemland. Barcelona-spilleren tegnede sig for målet til 2-0. Efter en time reducerede Chiles Matias Fernandez til 1-3.
Også Peru kom fornemt fra start i bestræbelserne på at komme med til VM-slutrunden i Brasilien. De besejrede Paraguay med 2-0 hjemme. José Paolo Guerrero scorede begge mål i 2. halvleg.
Som nævnt afvikles VM i Brasilien, og derfor behøver samba-landet ikke klare sig igennem en kvalifikation for at komme med til slutrunden. Derfor havde deres opgør mod Costa Rica blot status af venskabskamp. Men det afholdte ikke brasilianerne fra at vinde 1-0. Vidunderdrengen Neymar blev matchvinder efter en time.